Ramadan

Ramadan

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Ramadanen er den muslimske fastemåned.

Ved at faste aktualiserer muslimer Koranens åbenbaring, idet ramadan er måneden for Koranens åbenbaring.

Ramadanen strækker sig over 29-30 dage uden mad, drikke, røg eller seksuelt samkvem fra daggry til solnedgang. Om natten er det nævnte tilladt, fordi Allah ønsker at gøre det let for mennesket.

Undtaget fastereglerne: børn, syge, ældre, rejsende, gravide, ammende mødre, sportsmænd i konkurrence og mænd i krig. Syge eller rejsende skal faste et ligeså mange dage på et andet tidspunkt. Kronisk syge kan i stedet betale ‘fidyah’ ved enten at give almisse eller give mad til en fattig.

I afslutningen af ramadanen betales der almisse (zakat al-Fitr), så fattige også kan få råd til en Eid-fest. Fastemåneden afsluttes med en eid-fest.

Muslimerne bliver befalet af Allah i Koranen at faste: ”I som tror, fasten er pålagt jer, ligesom den var pålagt over dem før jer, så I kan opnå gudsfrygtighed.” (al-Baqarah 2:183) ”Den af jer, der oplever måneden [Ramadanen] skal faste i den.” (al-Baqarah 2:185)

Blandt andre formål med fasten kan nævnes, at den fastende erfarer sultfølelsen hos de fattige, og at rig og fattig sættes på samme trin. Nogle opfatter fasten som en fysisk, moralsk og åndelig prøve på lydighed og udholdenhed overfor Gud og mener, at fasten styrker kraft og modstand i mennesket, der ved overvindelse af legemet opnår en opløftelse af ånden. Fasten kan også opfattes som en tak til Gud for hans ledelse og barmhjertighed og en fornægtelse af sig selv og bortvisning af alt, som er grundlag for umoral, og gør fordring på højere åndelige værdier. Fasten er både en fysisk, moralsk og åndelig disciplin.

Fanous

Fanous (also spelled Fanos, Phanos and Fanoos) is a Greek word, meaning beeswax candle.[1] The word is used today in the Middle-East to denote a certain type of Lantern made of tin and coloured-glass. Fanous is also the last name of a prominent Middle-Eastern family.

The Fanous is similar to the lamp, and may be lighted by either a candle or oil.
The fanous developed from the torches used in the Pharaonic festivals celebrating the rising of the star Sirius. For five days, the Ancient Egyptians celebrated the birthdays of Osiris, Horus, Isis, Seth and Nephtys – one on each day – by lighting the streets with fanous-like torches.[2] The use of these torches was inherited by the Copts, who are the descendants of the Ancient Egyptians. This is noted by the well renowned Egyptian historian Al-Maqrizi (1364 – 1442), who notes in his book “Al Mawaiz wa al-‘i’tibar bi dhikr al-khitat wa al-‘athar” that the fanous originates from the Christmas candles used by the Copts.[3]

“Fanous” is also the last name of a prominent Middle-Eastern Christian family with branches in Egypt, Lebanon, Israel and Palestine. Some of the most notable members of the Fanous family include Akhnoukh Fanous, Ester Fanous, and Isaac Fanous.

Fanous is called ‘Chandelier’ in English. Fanous is widely used all over the world especially in Asian regions, for decorative purposes; in houses, restaurants, hotels, halls etc. It is made as a bunch of lights arranged in different designs and shapes. Metal and glass are mostly used for its making.