Sprog

Det glemte sprog I

I århundreder havde de mystiske og uforståelige egyptiske hieroglyffer forvirret historikerne. De forekom overalt på væggene i de majestætisker templer og monumenter. Betegnelsen hieroglyffer kommer fra græsk og betyder noget i retningen af hellig skrift. Da de oprindelige skrifttegn var meget komplicerede, havde der over tiden udviklet sig nogle forenklede udgaver, nemlig den hieratiske og den demotiske skrifttype (kan måske sammenlignes med de forskellige fonte, vi i dag anvender?). Omkring år 400 begynder kendskabet til de egyptiske hieroglyffer af uddø. Det skyldes primært kristendommens indførelse, hvor man forsøger at udrydde alle spor af Egyptens hedenske fortid. Den gamle skrift bliver afløst af koptisk, et sprog med 24 græske bogstaver suppleret med 6 demotiske tegn for lyde, som ikke findes på græsk. Ved arabernes indtog i Egypten i det 11. århundrede bliver det koptiske sprog afløst af arabisk, og ingen kender længere de gamle sprog, og egypterne kan ikke længere læse deres egen historie – sproget er gået i glemmebogen. Dele af det koptiske sprog bliver bevaret i den kristne, koptiske kirkes liturgi. I århundreder forsøger lærde at tyde de gamle hieroglyffer, men de fleste lider af den opfattelse, at der ikke er tale om et egentligt sprog, men snarere en art tegneserie, som skal tolkes. I virkeligheden er hieroglyfferne fonetiske, dvs at tegnene repræsenterer bestemte lyde som i vores eget alfabet. Løsningen af hieroglyffernes gåde kommer først, efter at en af Napoleons officerer finder den nok mest berømte sten i arkæologiens historie, Rosetta stenen. Hvis du hænger på, så skal jeg fortælle mere om denne spændende historie.

Fundet af Rosettastenen

I sommeren 1798 sendes Napoleon an hær på mere end 35.000 mand til Egypten for at bryde englændernes handelsruter til Indien. Udover soldater deltager en gruppe på ca 150 historikere og andre videnskabsmænd. Ekspeditionen bliver en militær fiasko men en videnskabelig succes.

I august 1799 er en gruppe franske soldater i færd med noget byggearbejde ved Fort Julien i nærheden af Rosetta i nildeltaet. Under nedbrydning af en gammel mur opdager den vagthavende ingeniørofficer Pierre Bouchard, at der i muren er indfældet en sort stele, som er dækket med inskriptioner. Det viser sig, at inskriptionerne er delt i tre afsnit: øverst en tekst med hieroglyffer, i midten en tekst med kursiverede tegn, som minder lidt om arabisk, og nederst en tekst på græsk. Videnskabsmændene oversætter den græske tekst, som viser sig at være et dekret fra farao Ptolemæus V (regerer fra 205 BC – 180 BC) til sine undersåtter, skrevet af en egyptisk præst i Memphis i 196 BC. Man formoder, at det er den samme tekst, der er skrevet på stenen med hieroglyffer. Imidlertid når de franske videnskabsmænd ikke langt med tydning af stenen, inden de må overlevere den til englænderne. I 1802 efter fredsslutningen bliver stenen, som er 118 x 77 x 30 cm og vejer 3/4 ton, overført til British Museum, hvor den har befundet sig siden, og hvor jeg så den for et par år siden. De franske videnskabsmænd havde imidlertid kopieret stenens inskriptioner, som hurtigt blev genstand for indgående studier af den akademiske verden.

Thomas Young

En af de mange, som kaster sig over tydning af Rosettastenen, er den engelske fysiker, Thomas Young. I en alder af 14 år beherskede han græsk, latin, fransk, italiensk, hebræisk, aramæisk, syrisk, arabisk, persisk, tyrkisk og etiopisk. Herudover studerer han medicin og botanik. I 1814 bliver Young opmærksom på, at mange grupper af hieroglyffer er omgivet af en oval, en såkaldt cartouche. Den minder om et et navneskilt, men er egentlig en løkke af reb, som skal beskytte den navngivne person mod farlig magi og trolddom. Han er klar over, at de “indrammede” hieroglyffer har en særlig betydning – muligvis navnet på den farao, som forekommer i teksten. Da han kan finde Ptolemæus’ navn i den græske skrift, formoder Young, at det er hans navn. Dette viser sig senere at være et gennembrud. Desværre forfølger Young ikke denne linie, da den ikke passer med antagelsen om, at hieroglyfferne er et billedsprog – og ikke fonetisk baseret. Han mener, at forklaringen på skrivemåden for Ptolemæus er, at denne farao jo ikke er af egyptisk oprindelse. Young indstiller sine forsøg på tydning af skrifterne.

Jean-François Champollion

Jean Francois Champollion er født i 1790 i Frankrig. Han kommer ikke i skole, men hans ældre broder, Jacques-Joseph tager sig af lillebroderens uddannelse. Den unge Champollion vokser op i et hjem, hvos man er ekstremt fascineret af egypten og egyptisk kultur. Faderen, som er boghandler, skaffer sønnen alle de bøger, der findes om Egypten. I 1798 hører han nyheden om fundet af Rosettastenen, og han sætter sig det mål at være den, der tyder de mystiske hieroglyffer. Han bliver snart en ivrig læser af Courier de l’Egypteegypteren. Hans interesse for hieroglyffer øges ved et møde med den store matematiker Jean Baptiste Joseph Fourier, som forklarer, at ingen er i stand til at tyde skriften på hans samling af egyptiske dokumenter. Champollion besøger ofte Louvre Muséet, hvor han får tilladelse til at studere den kopi af Rosette stenens inskriptioner, som befinder sig der. Champollion vender tilbage til Grenoble, hvor han tager den filosofiske doktorgrad. Som 19-årig bliver han udnævnt til assisterende professor i oldtidshistorie. Champollion får nu tid til at fordybe sig i studier af det koptiske sprog og de egyptiske hieroglyffer. han skriver følgende til sin broder, som er arkæolog: “Mit koptiske går det stadig fremad med, og jeg finder stor glæde i studierne… Jeg optisk lige så godt som fransk, for på dette sprog vil mit store arbejde med de egyptiske papyri være baseret.”

Det store spørgsmål er, om skriften er ideografisk, således at hvert tegn svarer til et billede. Eller om den er fonetisk, så hvert tegn svarer til en lyd (som fx i vores sprog). Champollion arbejder først videre ud fra Youngs antagelse om, at de fonetiske tegn/bogstaver alene bruges om ikke-egyptiske tegn, hvilket bekræftes af dechifrering af navne som Alexander og Cleopatra. Men i 1822 får han fat i nogle cartoucher, som er så gamle, at de indeholder traditionelle egyptiske navne. Og det viser sig, at Youngs teori ikke holder. I virkeligheden er skriften både ideografisk og fonetisk.

Champollion begynder sin tydning med Ptolemæus’ cartouche, som forekommer 6 gange på stenen – Champollion er, som du ved, i stand til at læse den græske del af teksten. Han går ud fra den teori, at navnet skal læses fonetisk, og begynder lyd for lyd at oversætte det til fra græsk og koptisk til demotisk og efterfølgende til hieroglyffer. Han kommer frem til følgende: “p-t-o-l-m-y-s” (det findes intet hieroglyftegn for vokalen e). Det viser sig også, at navnet understiden skrives fra venstre mod højre og andre gange fra højre mod venstre. Herudover kan det også skrives oppe fra of ned. Ved at studere symboler af mennesker og dyr viser det sig, at de kigger i den retning, hvorfra ordet skrives. Herefter kaster han sig over andre almindeligt forekommende symboler som “tempel”, “Egypten”, “Grækenland” mv. Det viser sig, at man ofte opdeler lange ord i fonetiske komponenter og bruger billeder til at beskrive de enkelte dele – meget lig den form, der anvendes i en rebus. Undertiden kombineres de fonetiske tegn med et billede. Fx bliver første stavelse i farao Ramses’ navn vist som en solskive for solguden Ra, mens den efterfølgende del af navnet skrives med fonetiske tegn. Det viser sig også, at nogle hieroglyftegn svarer til 2 eller flere konsonanter. Det giver således flere muligheder for at skrive det samme ord.


Hvis der i en tekst forekommer billedet af en ørn, kan det stå for ordet “ørn”. I andre sammenhænge kan det samme billede stå for lyden “a”, som er det første bogstav i det egyptiske ord for ørn. Og endelig kan det fortolkes som det egyptiske ord for “hurtig”, hvilket er en af ørnens egenskaber. På den måde opbygger Champollion møjsommeligt en samling af symboler og deres betydninger. I løbet af et år er han i stand til at oversætte en komplet række hieroglyffer fra Rosetta stenen, men indtil videre beholder han resultaterne for sig selv.

I 1814, da Champollion er 24 år gammel, publicerer han nogle af sine undersøgelsesresultater, “L’Egypte sous les Pharaons”, hvilket giver ham et tiltrængt økonomisk løft. Endelig i 1822, efter mere end 7 års undersøgelser, præsenterer Champollion sin samlede oversættelse af hieroglyfferne på Rosetta stenen for det franske akademi. Hans arbejde modtages med megen skepsis af den videnskabelige, men efterhånden som flere og flere inskriptioner oversættes ved hjælp af Champollions metode, bliver det accepteret, at han har løst den 1800 gamle gåde. Det viser sig, at der indgår mere end 700 tegn i hieroglyf alfabetet.


Champollions ry får den franske konge Charles X til at sponsere et ophold ved muséet i Torino, hvor han dechifrerer mange egyptiske tekster. Desuden overtaler han kongen til at købe en større egyptisk samling. Som leder af en fransk-italiensk ekspedition til Egypten i 1828-1829 indsamler og kopierer Champollion hundreder af hieroglyfiske inskriptioner og dokumenter. I 15 måneder gennemrejser Champollion Egypten fra Alexandria til Aswan, og han opholder sig et par uger i Abu Simbel. Han når så langt ned som til den anden katarakt i Nubien. På rejsen katalogiserer han på sin rejse de egyptiske monumenter, der befinder sig i Napoli, Firenze og Rom. Ved sin tilbagekomst til Frankrig bliver Champollion udnævnt til direktør (kurator) for den egyptiske samling i Louvre; et job, som han dårligt har tid til at passe. Den 4. marts 1832 dør Champollion, kun 41 år gammel – men efter at have realiseret sine drengedrømme og nået sit livs mål. Hvem kan håbe på mere? Den sidste måned af sit liv bruger han på at finpudse en egyptisk ordbog og en egyptisk grammatik; begge udgives først efter hans død. Hvis du en dag kommer på besøg på prins Henriks vinslot i Cahors i Sydfrankrig, kan du besøge det museum, som er bygget til ære for Champollion i hans fødeby i Figeac.


Hieroglyffer

Nedenfor er vist en oversigt over hieroglyf-alfabetet.

 

Fra rejseholdet i Cairo www.aerenlund.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det glemte sprog  II

Koptisk er det sidste stadium af det gamle Egyptens sprog og er en direkte efterkommer af det sprog, man finder i hieroglyf-indskrifterne. Koptisk skrives med et eget alfabet, der er en modificeret udgave af det græske, idet det tilføjer en 6-7 ekstra bogstaver (afhængig af dialekt), der er afledet af den demotiske skrift og bruges til at betegne lyd, der ikke forekom på samtidens græske sprog.

Som et levende sprog anvendt i daglig tale blomstrede koptisk fra ca. 200 til 1100, men i kølvandet på egypternes omvendelse til islam erstattedes det gradvist af arabisk, og det sidste vidnesbyrd om, at nogen naturligt talte koptisk stammer fra engang i løbet af 1600-tallet. Koptisk anvendes dog stadig i dag som det liturgiske sprog i Den koptisk-ortodokse kirke. Nutidens koptere har dog mestendels egyptisk arabisk som modersmål og forstår kun sjældent talt koptisk.

Koptisk skrives med et alfabet, der er næsten fuldstændig baseret på det græske alfabet, men med tilføjelse af ekstra bogstaver til at betegne lyd, der ikke forekom på samtidens græske sprog – seks i den sahidiske dialekts tilfælde – og disse ekstra bogstaver har deres oprindelse i demotisk egyptisk skrift. Der er nogen variation i antallet og udformningen af disse demotiske tegn, afhængig af hvilken koptisk dialekt, der er tale om. Nogle af de tegn i det koptiske alfabet, der havde et græsk ophav, anvendtes udelukkende til at skrive låneord fra græsk og aldrig i koptiske arveord.

På sahidisk er det muligt, at stavelser indikeredes med et ekstra pennestrøg oven over, skønt mange forskere mener, at dette hyppigt forekommende pennestrøg i stedet indikerer en mumlevokal /e/ – der gives fortsat ingen konsensus på området. Nogle skrivetraditioner anvendte et mærke over <i> og <u>, når de forekom i begyndelsen af en stavelse. Bohairisk dialekt gjorde brug af en prik over eller en lille streg kaldet djinkim. Dette tænkes dog at være urelateret til den omtalte sahidiske streg og kan muligvis have betegnet et stemmebåndslukke i stedet.

De fleste koptiske tekster indikerede ikke ordinddeling.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi