Om EGYPTEN mm. Februar 2011
Tanker om et historisk forløb (forbehold for evt mangler eller mindre fejl)
Egypten har i 5000 år været landet med en ufattelig folkemængde og en meget lille middel- og overklasse. Ca år 1500 f kr fandt verdens første historisk dokumenterede strejke sted. Det var faglærte håndværkere, en slags ‘arbejder-aristokrati’; skrivere, guldsmede, billedhuggere osv, som kunne læse og skrive.
Jeg sammenligner det fordi; et af problemerne med så stor befolkning er, hvordan man skal få alle med. Man kan godt oprette universiteter o lign for en lille elite – Men hvordan skal man kunne sende alle snedkere og smede på fagskole eller opbygge folkehøjskoler, aftenskoler osv for almindelige mennesker.
I dag er Egypten, ligesom Indien, et land med gammelt og nyt, fattigt og rigt ved siden af hinanden, med en gruppe af uddannede, stor i forhold til andre u-lande (selvom der er færre uddannede i Egypten end i Tunesien eller Libanon) – Man uddanner sig til arbejdsløshed eller en offentlig deltids-ansættelse til 300kr mdr.
Historieløshed er moderne i vesten lige nu. Man kan ikke forstå, at folk i Mellemøsten husker korstogene eller Vestens svig efter 1. verdenskrig. Kort sagt hjalp araberene England og Frankrig med at bekæmpe tyrkerne, som var på Tysklands side, hvorefter England og Frankrig besatte de arabiske lande for at ‘beskytte’ dem. Derfra stammer også kurdernes problem og problemet Israel-Palestina.
Da muslimerne erobrede verden i 600-tallet, modtog den til stor del kristne befolkning i mellemøsten og Egt dem som befriere, fordi de var trætte af de kristne romeres (‘bysantinerne’) intolerance og undertrykkelse. Det var den gang muslimerne opfattede alle mono-teistiske religioner som (næsten) lige…
Så kom perioder med udvikling og andre perioder med stilstand og stagnation.
Omkring år 1800 konkurerede Frankrig og England om magten i Egt, som egentlig var en osmannisk (‘tyrkisk’) koloni. Samtidig lavede en osmannisk officer et kup og udråbte sig selv som konge (osmanisk guvenør?) Muhammed Ali var en af hovedkræfterne i at føre Egt ind i den moderne verden. Der blev bygget jernbaner, kanaler, fabrikker, universiteter osv. Frankrig havde ikke fine fornemmelser med hensyn til, hvor stor profit de kunne opnå – Men samtidig samarbejdede franskmændene med egypterne om at opbygge uddannelser i egyptologi, vestlig medicin mm. Det centrale Cairo er præget af fransk ’viktoriansk’ arkitektur. England var kun intereserede i at dræne Egt på bomuld, sukker og andre råvarer til den engelske industri og åbne det egt marked for engelske industriprodukter.
I slutningen af 1800-tallet var Egt i realiteten en engelsk koloni – Dvs i den forstand, at englænderne havde den militære magt og kunne udføre råvarer osv – Det blev aldrig en koloni som Indien, Sydafrika eller Kenya, hvor englændere bosatte sig og var med til at præge kulturen. Så egypterne har f eks aldrig set den europæiske ‘organisations-kultur’ med fagforeninger, græsrodsbevægelser osv
Omkring år 1900 opstod uro og dannelse af politiske partier i Egt. Det resulterede i at England gav Egt ‘selvstændighed’ 1922, dvs England stod for militær og udenrigs-politik – Da den engelske militære øverst-befalende blev myrdet, blev ‘demokratiet’ sat i undtagelses-tilstand. Så blev det Muslimske Broderskab dannet – Kan man ikke få indflydelse på den ene måde, prøver man nogle andre måder… Broderskabet har modtaget donationer og opbygget forretninger o lign, der gi’r en indkomst; Broderskabet er dem der hjælper fattige enker og bygger gratis hospitaler.
I 1950’erne lavede De Frie Officerere ‘revolution’. 1956 kom Camal Abd El Nassir til magten. På den ene side talte Nasser om ‘arabisk socialisme’, der i realiteten var diktatur; på den anden side samarbejdede han med Neru i Indien og Mutadeq i Iran om at danne De Alliancefri Nationer, der ikke skulle være afhængige af hverken USA eller Sovjet (forbundet af alliancefri nationer blev først oprettet officielt i 1961 i Juguslavien, så da var Iran ikke med) Det var ikke populært i USA, og ledte til samarbejde med Sovjet efter nationaliseringen af Suez Kanalen. Sovjet hjalp bl a til med Aswán Dæmningen.
Jordreformer mm forbedrede folks levevilkår. En del initiativer var både positive på kort sigt – men også medvirkende til at fastlåse situationen. Statstilskud på brød giver folk brød i munden, men øger ikke den frie handel. På samme måde virkede forbuddet mod at hæve huslejerne; folk overlevede, husene blev forfaldne (eller var det Sadat?)
1970 efterfulgtes Nasser af Anwar El Sadat. Der blev oprettet forfatning, pol. partier, retssikkerhed og større ytringsfrihed. Egypten, Libanon og Frankrig blev de steder musikere, forfattere og andre kunstnere fra den arabisk sprogede verden samledes. Sadat fik en slags sejr over Israel oktober 1973. Det gav ham mod til at åbne over for vesten og over for en fredsaftale med Israel. Så blev han slået ihjel (1989 af en fra Det Muslimske broderskab?)
Da tidligere vicepresident Hosni Mubarak overtog taburetten, var han nødt til at indføre undtagelsestilstand – Den er bare ikke blevet hævet i 30 år…. I mange år var Egt det land, der ikke var demokratisk, men måske lidt mere demokratisk end de fleste arabiske lande? Lidt flere aviser; lidt flere mennesker, der overhovedet læste avis osv. Tunesien havde en delvis paralel udvikling i næsten samme periode.
Økonomi. Egt har (næsten) kun olie- og gas-reserver til eget forbrug. Så er der lidt jern, kobber, aluminium mm. Der ud over har de landbrugsjord og ledige hænder. Industrien er bl a våben produktion og forædling af landbrugs produkter. En af mulighederne for udvikling er evt mere eksport af friske grøntsager om vinteren. Det kræver også kunnen. Jeg har set små-landbrugere købe tomater, auberginer mm; fordi de ikke kan indpasse specialgrøntsager i deres lille ’forstenede’ landbrug.
Forholdet mellem befolkningstilækst og økonomi har været præget af, at gæstearbejdere i bl a de arabiske olie-lande sendte penge hjem. Man får så mange børn, som der er mad til. Så ændrer forholdene sig gæstearbejderne bliver sendt hjem; og pludselig er der for mange mennesker i forhold til f eks arealet af landbrugsjord.
I de sidste 30 år har Egt udviklet sig til det store turistland. Men jeg ved ikke hvor mange af turisterne, der vestlige. En stor mængde turister kommer fra Saudi Arabien mm. Egt er det land, hvor man kan se ‘vovede film’, drikke alkohol, se mavedans og gøre det, der værre er….
Organisationer. Man hørte, at der blev opbygget regionale råd i Tunesien. En foreløber til rigtige demokratiske organisationer? I Egt er de vist ikke så langt fremme? – Men det var bemærkelses-værdigt så godt demonstrationerne var organiseret. Der blev oprettet spise- og sove-fasiliteter, telefon-forbindelser og strøm.
(Jeg har f eks set hvordan egypterne, som traditionelt har smidt alt affald på gaden, har ændret adfærd på 15 år. (de ‘pæne’ områder i byerne) Man går hen forbi en papirkurv, når man har affald, man ryger ikke i gang-tunneler og tog.)
Hvor meget folk er organiseret på internettet o lign kan jeg jo ikke bedømme.
Muhammed El-Bahdei (blev omtalt, som ham, der har arbejdet i FN) Hvor stor indflydelse kan folk, som har boet i vesten få? På den ene side kender de noget til demokrati – På den anden side har de fjernet sig fra deres eget lands kultur.
Miraklernes tid? Vi så Spanien og Indien blive moderne lande på 30 år (andre prøvede uden at lykkes) Senere så vi murene falde i Østeuropa. Men Egypten er ikke hverken Spanien eller Chekkiet. I Spanien var der en lang tradition for at organisere sig og kæmpe for demokratiet. I Chekkiet havde regimet så at sige selv uddannet de mennesker, der væltede diktaturet og opbyggede noget nyt. (dette sidste kan man til dels også sige om Egt)